Ølejr

af Sol Slej

Min Cinnobre Barndom

Det er jo ikke tilfældigt, når man går rundt og hedder Sol. Så er rødderne højrøde.

Min barndom var fuldstændig normal, mine forældre var skilt og min far boede i kollektiv. Vi spiste linsegryde til aftensmad og gik til demonstration og lavede lokalradio. Sådan helt normalt.

 

Ø-lejr 1975

Det er sommer og det er helt utroligt varmt. Jeg er 4 år, min mor er højgravid med min lillebror og hun har taget mig med på ø-lejr, men hun sidder bare i skyggen og syr sig en pung. Det er rigtig kedeligt. Heldigvis kommer der en flok voksne og børn forbi og spørger om jeg vil være med til dagens aktivitet. Jeg skynder mig at sige ja og løbe med.

Vi er omkring 25 voksne og børn og vi har to kæmpestore baljer.

Først tager vi alle sammen alt tøjet af, og så henter de voksne nogle store dunke med maling, som vi hjælpes ad med at hælde op i baljerne. Der er både orange og blå og rød og lilla og grøn.

Vi træder op i baljerne og så begynder vi at smøre hinanden ind.

Det er sjovt at plaske rundt i maling og man bukker sig bare ned og samler noget op i hænderne og smører det på den, der lige står nærmest. Vi står meget tæt i baljerne.

Da vi alle sammen er helt smurt ind i maling, kravler vi op i et par hestevogne og kører af sted, mens solen tørrer malingen. Det føles helt mærkeligt, når det tørrer ind i huden. Hvis man piller i det, falder det af i flager og det krakelerer, når man bevæger sig. Vi har også maling i håret og mændene har det i skægget.

Vi bumler af sted på hestevognene og solen bager. Heldigvis når vi havet og så springer vi ud af hestevognen og løber alle sammen ud i vandet.

Havet er dejligt køligt og vi vasker malingen af og plasker rundt inden vi kører tilbage til lejren, hvor min mor endelig er blevet færdig med pungen.

Det har været en sjov dag. Og så fik man også set virkelig mange nøgne mennesker.

Piller, piller…!

Piller, piller…!

Følgende foregår for godt 10 år siden. Jeg skriver det i nutid. Bare sådan for dramaets skyld.

Jeg er i starten af 30érne, og min dreng er 4 år gammel. Det er en sommerdag, og jeg er på vej på cyklen, hen til min søns børnehave. Jeg har planlagt, at vi sammen skal cykle hjem; han på sin cykel, jeg på min. Det er en kort tur, på ca 10 minutter. Jeg har to indkøbsposer hængende på mit cykelstyr. Bare rolig, der sker ikke noget forfærdeligt lige om lidt, det her er en god og nogenlunde sjov historie.

Jeg går ind i børnehaven og glæder mig til en hyggelig hjemtur. Min dreng vil det anderledes. Han er sur og på tværs, og problemerne starter allerede i garderoben. Han vil ikke have sin jakke på. Jeg forsøger et par af mine forældre-tricks. I ved sådan noget med: Jeg synes det er så dejligt, at du er blevet sådan en stor dreng, der selv kan cykle, men alle mine forsøg preller fuldstændigt af på ham. Da mine indkøb hænger udenfor på styret, vil jeg gerne afsted i en fart, så jeg giver mig, og han slipper for overtøjet. Jeg føler mig meget smart, sådan som jeg formår at vælge mine kampe med omhu og den slags. Uden for døren opstår næste problem imidlertid: Han vil ikke selv gå ned af trappen. Jeg bærer i forvejen en taske med tøj og madpakke mm, og i det samme kommer en far ud af døren med sin datter. Jeg synes den far skuler noget til, hvordan jeg klarer den lille kampdans, min søn har budt mig op til. Så jeg holder fast, som den utrolig konsekvente og tydelige forælder, jeg (gerne vil vise, at jeg) er. Min dreng holder også fast. I gelænderet. Faderen skuler fortsat hen imod os. Hans datter forsøger sig med samme stunt, og jeg når lige at blive helt lettet, indtil jeg ser, at han så blot bærer pigen ned. Det ser endda helt hyggeligt ud. Han er faktisk smart den far, og jeg er dum. Sådan at holde fast i en magtkamp, i stedet for bare at bære min dreng ned. Godt jeg i det mindste ikke er stædig, men fleksibel og bare kan skifte strategi. Man skal godt nok være konsekvent, men man skal jo ikke være dum. Så jeg følger trop og bærer min pode ned af trappen. Det er også næsten helt hyggeligt, hvis bare han ikke protesterede sådan undervejs. Vel nede af trappen, opstår næste problem, og det er nu, jeg indser, at vejen hjem nok bliver uhyggeligt meget længere end de sædvanlige 10 minutter. Drengen vil ikke cykle. Og han vil da slet ikke gå.

Nu kunne jeg godt trætte jer med alle detaljerne om, hvordan drengen på skift cykler to meter, for så at stå af og råbe surt, at han ikke vil cykle. Jeg kunne også fortælle jer om alle mine mere eller mindre pædagogiske forsøg på at få ham med hjem. (Sådan noget som at lokke ham med, at vi kan lege købmand, når vi kommer hjem). Jeg kunne også spice historien her op med detaljerede eksempler om, hvordan drengen på skift bevæger sig lidt i den rigtige retning, for så at smide cyklen fra sig og løbe i den forkerte retning, hvorefter jeg med høj puls og sved under armene, prustende får undgået diverse farlige situationer med bare et minimum af elegance og overskud. (Det er svært ikke at se klodset og grinagtig ud, når man står med et ulydigt barn, to cykler, to poser, en stor taske og en voksende hovedpine og frustration.) Jeg vil undlade detaljerne herom og i stedet haste frem til det tidspunkt, hvor vi er lidt over halvvejs hjemme.:

Der er nu gået halvanden time, siden vi forlod børnehaven. Vi skal til at krydse gaden, da ”mit guld” nægter at holde mig i hånden. Jeg holder ham i stedet i hans ærme, mens vi trækker over gaden. Midtvejs slipper han sin cykel og nægter at rykke sig en millimeter mere. Lige der midt på vejen, finder jeg de største superheltinde- /Monstermor-kræfter frem og får på en eller anden måde båret to pissetunge indkøbsposer, en åndssvag taske (jeg skulle have ladet blive i børnehaven), et styks hysterisk ”Biip”-unge og en pis-lorte-møg cykel og min egen ditto ind i sikkerhed på fortovet. Det er svært at forklare, hvordan jeg på en eller anden måde lykkes med at tage det alt sammen i min favn, nærmest i én bevægelse. Det kan også godt være, nogen synes det ser ud som om, jeg med den ene arm kaster tingene ind på fortovet, en af gangen, mens jeg med den anden arm bærer et svært utilfreds barn. Det er som sagt lidt svært at beskrive, hvordan det helt præcist går til. Trafikken går vidst lidt i stå. Det samme gør 3 ældre damers samtale. De står på fortovet og ser forarget til, mens jeg krydser gaden på denne her lidt specielle facon. Min hovedpine er nu enorm. Min tålmodighed lille-bitte. Jeg prøver at sende damerne et indforstået smil, men måske ser de kun mit vilde blik i øjnene og en skæv grimasse i mit røde, svedige ansigt. I hvert fald ligner de nogle, der tænker, at det da er klart, jeg har så umulig en unge, når jeg tydeligvis er den værste mor i verden. Jeg hviske-hvæser til drengen, at NU gider jeg ikke mere, og: Nu har jeg bare fået SÅ meget hovedpine af det her og af at slæbe på både dig, cykler og poser, så nu kan jeg bare overhovedet ikke lege købmand, når vi kommer hjem, og det gider jeg heller ikke, for nu har jeg fået NOK! Drengen sætter i et kæmpe hyl, og jeg indser, at jeg netop har fjernet den sidste gulerod. Nu har han jo slet ingen grund til at samarbejde om den sidste del af turen hjem. De gamle hekses øjne borer i min nakke, og jeg kan høre dem hviske. Jeg sætter mig på hug foran min dreng og gør et sidste, desperat forsøg på at få ham med mig, uden flere pinlige scener, der på åben gade. Jeg siger lavmælt og indtrængende til ham: Okay. Vi kan godt lege købmand alligevel, når vi kommer hjem, men så skal du også følge med nu. Drengen græder og accepterer ikke mit forsøg på at købe ham, for:  du har jo lige sagt, du har hovedpine, Mor, og så kan du jo ikke lege med mig! Jeg hvisker i hans øre, at jeg bare kan tage nogle piller, for så går min hovedpine væk, og så kan jeg godt lege med ham, hvorefter drengen råber stortudende: Piller, piller…..du spiser altid piller!!

Jeg aner ikke, hvor den formulering kommer fra, men pulverheksene bag mig ser om muligt endnu mere bestyrtede ud. Hvordan jeg herfra får samlet mig selv, barn og alt det andet op, husker jeg ikke. Ej heller hvordan resten af hjemturen forløber. Måske nævner jeg noget med en is. Lavt. Så ingen hører det. Man vil jo nødigt sættes i bås.

Hvis sygdommen var min ven

- ville den være en pænt nederenen en af slagsen!
Den ville være sådan én, man aldrig rigtig orkede at få på besøg. Sådan en man ville have slettet fra sin venneliste for længe siden, hvis ikke den havde været så pokkers insisterende!
Sygdommen ville man ikke inviterede. Naturligvis ikke.
Nej, sygdommen ville være en der dukkede uanmeldt op. Altid på de mest upassende tidspunkter.Sygdom på besøg
Selvfølgelig ville man forsøge at få sygdommen til at gå igen. Man ville sige ting som; ‘Det passer faktisk virkelig dårligt, lige nu.’ Eller; ‘Jeg har en masse arbejde jeg skal have lavet.’
Hints som dette,  ville sygdommen ikke fatte; ‘Tag dig ikke af mig.’ ville den sige, imens den masede sig vej gennem døren. – ‘Du vil slet ikke bemærke at jeg er her.’

Og så var man fanget med den.

Man ville helt sikkert prøve at få den hurtigt ud af døren igen, men sygdommen ville ikke have travlt. Den ville blive hængende med dens ulidelige jappen om ligegyldige ting, til man til sidst ville være frataget al energi og næsten ikke orkede at gøre modstand.
Måske ville man alligevel forsøge at peppe stemningen op. Fortælle sjove eller interessante historier, men de ville helt bøje af på sygdommen, som om den slet ikke var modtagelig for den slags.
Dens egne beretninger ville være lange, kedelige gentagelser om ligegyldigheder fra dens triste liv.
Sygdommen ville drænede ens glæde og livsenergi med dens blotte tilstedeværelse.Sygdommen på besøg
Måske ville man prøve at gå igang med andre ting mens den var der – men sygdommen ville da bare gå med. Den ville gå med i køkkenet, når man gik ud for at lave en kop the – og stå i vejen ved alle skabene, mens den snakkede en lige ind i hovedet med en høj og skinger stemme.

Gik man på toilettet, ville den stå dér på den anden side af døren og råbe sine uinteressante og lange beretninger til en.Sygdommen som gæst
Det ville ikke være korte besøg man fik af sygdommen. Næ nej. Den ville sagtens kunne finde på at blive et par dage – eller en uge.
Ikke nok med at man havde den om dagen, den ville også insistere på, at man da alle kunne sove i sengen om natten. Så ville den ligge dér og holde en vågen med sin snorken og dårlige ånde.

Sove med sygdommen
Når sygdommen endelig forlod en, og man skulle til at ånde lettet op, opbygge ny energi og indhente alle de ting man ikke fik gjort imens sygdommen huserede ens hjem.
- Ja, så kunne den finde på at dukke op igen. Bare fordi det var så super hyggeligt sidst.

… Sygdommen ville fandme være en nederen ven!

Gæstebloggere

Jeg har fundet mine sjove mennesker. Hele 4 af dem.
To af dem er knaldsjove, finurligt og fantastiske på skrift, de to andre er det med en tegnepen i hånden!

Jeg må indrømme at det krævede lidt overvindelse, sådan at lukke 4 udefrakommende ind på min blog.
– Men jeg overvandt min nidkærhed. Heldigvis – for jeg tror virkelig at disse 4 damer hver især vil bidrage med noget der kan gøre Henkogt Hverdag endnu bedre, sjover og mere indholdsrig.
Jeg er helt sikker på at I vil tage godt imod Sol, Maybritt, Rikke og Kathrine, som snart begynder at blogge her på siden også.
I kan jo starte med at læse meget lidt mere om dem her.

Under ‘Menu’ kan I også finde Katrines ‘Korntormusen, Maybritts ‘To generationer taler ud‘, Sols ‘Min Cinnobre Barndom‘ og Rikkes ‘Mimre-morskabet‘.
Mine tegninger ligger her også under ‘Henkogt Hverdag‘.

Det kan kun blive godt det her!

Tegningerne sidder fast…

- et eller andet sted.
Jeg har gang i så mange projekter, at jeg næsten har glemt hvordan jeg tegner om den her henkogte hverdag jeg også befinder mig i.

Jeg overvejede længe et indlæg om karse – men kunne ikke helt finde vinklen.
Så ville jeg tegne noget om børn. Børn er altid godt! … men de er ligesom ret kedelige i det pt.
Måske noget om have købt for mange æg….
– Eller jeg kunne tegne om bæverhaler og bjørnesnuder, som er to nye (ynglings) ord for bryster, jeg lige har hørt.
… Hm… indkøb er jo også en klassiker … og søvn.
Jeg kunne også tegne noget om den skål havregrød, jeg fandt i microovnen i eftermiddags, da jeg skulle genvarme min kaffe…

Well… I må vist nøjes med den her kat, som passer helt perfekt til dette indlæg, der ikke giver mening.
God påske, vi ses på den anden side, forhåbentlig med flere henkogte tegninger.

Kat

Mads

[Nye læsere bør starte fra bunden]

Når jeg arbejde i Bahne kom der ind i mellem en lækker fyr ind i butikken.
Jeg ved faktisk ikke hvad sådan en lækker fyr lavede i Bahne. Måske var han et slags bud, eller også var han glad for at kigge på fine ting.
Måske kom han for at besøge mig? Jeg ved det ikke.
Den lækre fyr var ældre end mig, måske 20 år. Han havde sådan noget lyst og lidt krøllet hår …
Jeg kaldte ham Mads, bare for at føle at jeg kendte ham – hvad jeg jo næsten også gjorde.

Det var om onsdagen Mads kom ind i Bahne.
Nogen gange var klokken 15.05, andre gange var den 15. 11. En enkelt gang sneg klokken sig helt op på 15.28.
Når Mads kom ind i butikken stod han gerne og kiggede lidt rundt, så gik han hen til kassen. Her stod han og ventede til der kom en ekspedient. Mads gav en lille pakke til ekspedienten, som skulle skrive under på et stykke papir, med en kuglepen Mads havde holdt på.
Efter dette gik Mads ud af butikken igen. “Hej-hej” sagde han og smilede med hvide tænder.
Jeg tror faktisk at Mads var et slags bud.

Selvfølgelig kunne jeg ikke gå hen til Mads.
Det var ikke fordi jeg ikke turde, det var mere fordi jeg tænkte, at det var bedre om Mads gik hen til mig.
Jeg tænkte at den bedste måde, at få Mads til at komme hen til mig på, var at lade ham se mig i mit Bahneforklæde. På den måde kunne han se at jeg ikke bare var helt utrolig smuk – men også var fin nok til at arbejde i Bahne.

For en tid var onsdagene fantastiske i Bahne!Den lækre fyr i Bahne

Allerede kl. 14.55 begyndte jeg at kredse om bluserne. Når jeg stod her, kunne Mads se mig, i mit Bahneforklæde, hele vejen hen til butikken. Når jeg stod ved bluserne, var det vigtigt at der var netop den rette mængde krøllede bluser.
Der skulle være nok til, at jeg kunne lægge sammen imens Mads gik hen mod og ind i butikken – men heller ikke flere end at jeg kunne gå efter Mads ind i butikken, uden at efterlade en bunke usammenlagte bluser i kurven.
– Jeg var sikker på at det var den slags sjusk Mads holdt for øje, og jeg var jo en fin Bahneansat.

Når Mads og jeg kom ind i butikken, var det vigtigt at Mads ikke så mig som den første. Hvis han gjorde det, ville han måske tænke at jeg kunne tage imod pakken, og skrive under med den kuglepen han havde holdt på.
Det var ikke fordi jeg ikke turde tage imod pakken, det var mere fordi jeg synes det var bedre, om jeg ikke gjorde det.

Det var altså vigtigt, at jeg sørgede for at holde mig på afstand af Mads og først lade ham se mig, når han allerede havde kontakt med en anden.
Til at starte med gik jeg bare lidt omkring på må og få og kiggede på Mads, imens jeg ordnede de fine ting på hylderne.
Problemet var bare, at Bahne ikke mente jeg burde gå og ordne de fine ting på hylderne. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor det ikke kunne blive en det af min liste, men Bahne mente ikke at det var lige så vigtigt som at ‘Ordne kælderen’ eller ‘Vaske toilettet’.
Bedst som jeg gik og satte en lille stenfugl lidt bedre på plads, kunne Bahne komme hen og mene, at jeg burde gå ned og feje kælderen, eller se til pappet.

Naturligvis prøvede jeg at tage chancen, men selvom det da gik godt nogle onsdage, oplevede jeg en større og større frygt; Tænk om Mads skulle overhøre mig blive beordret ned i kælderen, eller høre mig blive irettesat for ikke at have skuret wc-kummen! Hvad ville han ikke tænke?! Måske ville han tro, at jeg ikke var en rigtig ekspedient.
Den lækre fyr i Bahne

Det blev en trist og frygtsom tid i Bahne!

Hele tiden måtte jeg holde øje med om nogen så mig. Hele tiden måtte jeg sikre mig, at jeg var uden for Mads hørevide. Det blev mere og mere umuligt for mig at lade min indre skønhed udstråle lokkende mod Mads, når jeg gik i evig frygt blandt hylderne med de fine ting.

Heldigvis fandt jeg hurtig en fidus.
En hel uge brugte jeg i paprummet, på at udtænke min plan. Jeg lavede optegnelser over butikken, med en stribede linje for den rute Mads ville befinde på.
Jeg tog tid.
Jeg målte mellemrum mellem tingene i butikken. Jeg rykkede en smule hist og ganske lidt her.
Selvom det var hårdt, og jeg savnede både blusesammenlægning og mine gode pauser op af kosten, arbejdede jeg pligtskyldigt mod mit mål.
Onsdagen efter var jeg klar. Det hele afhang af timing.
Når Mads havde paseret mig foran bluserne, gik jeg ikke med ham ind som før. I stedet spænede jeg så hurtigt jeg kunne rundt om butikken og ind af bagvejen, op af trappen til første skjulested: Bordet med det fine stel og den lange dug.
Her rullede jeg mig ind, og fik pusten imens jeg kunne høre hvordan Mads fik kontakt med en ekspedient.

Den lækre fyr i BahneNæste skjulested: Stativet med de sjove postkort.
Når jeg stod bag stativet med postkort havde jeg godt udsyn. Når jeg var sikker på at kun Mads så i min retning stillede jeg mig lidt ud, rettede på mit Bahneforklæde og lod Mads beskue mig mens jeg kiggede ned og udsendte lokkende signaler.
3 skjulested: Stativet med de lange frakker.
Når jeg kravlede ned mellem frakkerne havde jeg fantastisk udsyn til Mads.
Jeg kunne se ham tage mod det underskrevede papir, vende rundt … og hurtigt som et lyn, hoppede jeg frem af frakkerne, og stod og rette på de fejlplacerede frakker og sende al min charme og skønhed direkte mod Mads på hans vej ud af butikken.
Når jeg sad mellem de lange frakker følte jeg mig lykkelig. Jeg følte hvordan mit hårde arbejde i paprummet havde båret frugt, og sendt mig videre mod kærligheden. Videre mod Mads.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers:

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial